Om os

Om JK Pavilloner 


Fokus på kvalitet og faglighed – og hvad pavillonerne skal kunne gøre for vores kunder!


Vores kerneområde er at skabe kloge og fleksible kvadratmeter til både salg og leje. Vi klarlægger kundens behov og uddeler gerne af vores mange års erfaring. Vi opdager, hvis der er rum, kunden har glemt at tænke på (depotrum, teknikrum mm.).


Vi gør en dyd i at udføre flot håndværk og har en omstillingsparat produktion, hvor der ikke er langt fra ordre til handling. Vi er åbne, ærlige og helt nede på jorden!


Velkommen indenfor


Det er altid en fornøjelse at have kunder forbi, hvor vi får mulighed for at præsentere vores dygtige team og tage en tur gennem produktionen.


Vores dygtige team medarbejder-fortællinger



JAIS JOHANSEN

Vendte tilbage og blev – glad for de gode kolleger; den gensidige respekt og tillid.


Jais blev første gang ansat i JK Pavilloner i det forrige århundrede – i 1999. Han valgte imidlertid at prøve lidt andet, før han i 2004 vendte tilbage og har været her siden. Nu har han snart været her i 18 år.

Det er de gode kolleger, det lune værksted og de varierede arbejdsopgaver, han sætter pris på. ”Vi har det godt sammen, og der er ikke 2 dage der er ens”. Når der skal bygges en pavillon, spænder opgaverne jo fra at bygge elementer (gulve, vægge og loft), til isolering, isætte døre og vinduer, beklædning til den sidste finish med skyggelister og gerigter mv. Arbejdet er faktisk først helt færdigt, når pavillonen er leveret til kunden, og det sidste er monteret og installeret (gulv, el, vand og afløb). Jais har ofte været med montørerne ude. Det er en fornøjelse, når det hele spiller og se de glade og tilfredse kunder.


Kvaliteten er i det hele taget i højsædet hos JK Pavilloner. Jais fik at vide af en tidligere værkfører, at han skal lave det, som han vil lave det hjemme hos sig selv – det skal være i orden. Det er en devise, han stadig har med sig i sit arbejde. Han kan godt lide, at der er respekt om det arbejde, han udfører. Der er respekt kollegaerne imellem, gensidig respekt. Der er aldrig nogen, der brokker sig. ”Det går ikke ud på at skælde hinanden ud” som Jais siger – man lytter til hinanden og hjælper hinanden.


Som en af de medarbejdere, der har været her længst, har Jais masser af erfaring. Han deler gerne fif og smarte arbejdsgange med de nyere kolleger. Omvendt har de unge jo også noget at lære de gamle i faget, for de har den nyeste viden, i og med de er blevet udlært inden for de senere år. Man taler ordentlig til hinanden og er ikke bedrevidende. Vi kan tage imod råd fra hinanden og giver hinanden gode tips. Opdager man en fejl, retter man fejlen uden sure miner, og man bliver måske opfordret til at give kage – ”det skal heller ikke gå op i arbejde det hele – vi kan godt have det sjovt”.


Det er rigtig vigtigt at have det godt i dagligdagen. Han sætter pris på den kontakt, der er til chefen [red.: direktør, Yvonne Kristensen], som hver morgen er rundt i produktionen og sige godmorgen og tager en snak med medarbejderne om de forskellige projekter, der er i gang, men der bliver også spurgt til, hvordan man har det. Både den professionelle og den personlige kontakt er med til, at man trives på arbejdspladsen.


Selvom det er længe siden, Jais selv er blevet lært op, fremhæver han, at her på stedet bliver man lært godt op – får en god instruktion. Hvis man laver fejl, er der ikke nogen, der er på nakken af en. Man bliver heller ikke åndet i nakken og kontrolleret - man har ansvaret selv for at yde en god indsats, og at tingene er i orden. Gensidig respekt og tillid.


Hans Peter Østergård (HP)

HP blev headhuntet til JK Pavilloner og faldt godt til – både arbejde, arbejdsforhold og kolleger er medvirkende årsager.


For 6 år siden blev HP headhuntet til JK Pavilloner af sin svoger, Brian. I 2015 tog HP springet til os, efter at have arbejdet som tømrer hhv. 13 og 3 år i 2 forskellige firmaer, og han har ikke fortrudt – her er både tørvejr, skygge, alsidige arbejdsopgaver og god værkstedshumor.

HP tøver ikke, når en arbejdsopgave skal udføres. Han har været rundt i stort set alle arbejdsfunktioner, hvad end det er et gulvelement, der skal bygges, døre/vinduer, der skal isættes, facadebeklædning, der skal monteres eller udlejningspavilloner, der trænger til en opgradering, så udfører han det gerne.

HP er glad for alle de afvekslende opgaver, men han lægger, da heller ikke skjul på, at det at arbejdet udføres inden døre bestemt er et plus. Dog understreger han, at det gode samarbejde med kollegaerne er det vigtigste.


Når vi bygger en pavillon, går vi i gang med de forskellige elementer en pavillon består af. Nogle bygger gulvene, andre væggene og nogle andre igen loftet. For at elementerne skal passe sammen, snakker vi sammen undervejs. Vi bygger selvfølgelig efter de tegninger, som vi får af projektlederen, men kommunikation undervejs er afgørende for, at det alligevel passer sammen til sidst.


Vi er gode til at snakke sammen og hjælpe hinanden, men vi driller også hinanden og råber lidt efter hinanden – ”det er dejligt, at man kan sige noget til hinanden”­ – det er et godt krydderi i hverdagen med godmodige drillerier – humor er vigtig, og den skal der være plads til. Den gode værkstedshumor vil HP nødigt undvære. De tømrer, der kan skimte pensionsalderen bliver også drillet med, at de ikke kan undvære kollegerne, så de kommer aldrig på pension. Et par af dem tænker, da også de vil kigge forbi som pensionister med deres rollator. Vi har 3 tømrer, der bliver 60 i år, mens den yngste tømrer er 22 år – vi har en god stor aldersspredning og ansatte af begge køn.


I hele virksomheden er der en sund og positiv kultur. Kontorpersonalet kigger ofte ud i produktionen og siger godmorgen. En gang om måneden har vi månedsupdate, fortæller HP. Her hører alle medarbejderne om igangværende og kommende projekter, og det er egentlig rart nok, synes HP. Det er dejligt at kunne følge med i andre projekter, end dem man selv er i gang med, og det giver et indblik i ens arbejdsplads, som HP ikke har oplevet i andre virksomheder, hvor han har været ansat. Det er rart at blive orienteret og kunne følge lidt med i, hvordan det går i både gode og dårlige perioder. Det giver en forståelse for, hvornår der er ekstra travlt, og hvornår der er mere tid til vedligeholdelse og reparation af de pavilloner, vi har fået hjem.


Pavilloner, der er kommet hjem, skal måske både repareres og males indvendigt og udvendigt. Primært foregår tømrerarbejdet indendørs i vores store produktionshal. Det sætter HP pris på; når det er et møgvejr, slipper man jo for kulde og nedbør, og når der er hedebølge, kan man stå i skyggen. Vi åbner portene og får lidt brise ind – man bliver ikke solskoldet, selvom det er solskin og man behøver ikke huske solcremen.


Der er mange fordele ved at arbejde hos JK Pavilloner, synes HP, som kan lide alle typer arbejdsopgaver og fremhæver kollegafællesskabet som afgørende for, at han faldt så godt til.



Torben Kristensen

Han klarer beklædning af pavilloner, truckkørsel og hvad der er brug for.


Torben startede hos JK pavilloner i 2017. Han blev fastansat tømrer efter at have haft ansættelse gennem et vikarbureau. Indtil videre er det blevet til snart 4 år. Han sætter pris på, at vi har en tagdækker til at lægge tag på, og han kan godt lide at arbejdet foregår indendørs.

 

Da Torben startede, var JK Pavilloner lige begyndt at bruge Rock Panel som beklædning. Han var en af de første, der havde opgaven med at beklæde pavillonerne med dette materiale. Det skal skæres til og skrues fast. Det er stadig en af Torbens hovedopgaver. Han er meget grundig og omhyggelig i sit arbejde. Ofte klarer han opgaven på egen hånd, men ved de store plader, må han tilkalde en kollega for at få den rigtigt placeret. Kranen dur ikke til det, da den ru overflade gør, at sugekoppen ikke kan suges ordentlig fast. Vi bruger kranen til alle de løfteopgaver, hvor det er muligt og har på den måde færre tunge løft. 

Har en kollega brug for at få flyttet noget med trucken, kan han også klare det – han er en af dem med truckcertifikat, så ”det kan godt gå ud over mig” siger han. Han sætter pris på det kollegiale drilleri.  

 

Torben er også ofte med til at læsse de pavilloner, vi skal have afsted. De bliver læsset på en stor lastbil, og hvis de er meget brede, er der også en følgebil med. Han kan godt stå tidligt op og være med til at læsse pavilloner kl. 6 om morgenen, når det er det, der skal til.  

 

Torben laver det, der er brug for af forefaldende tømrerarbejde – gulv, isolering mv. Han kan godt lide at gøre det færdigt, han er begyndt på i en kvalitet, han kan stå inde for. 



Brian Thygesen

Erfaren tømrer glæder sig over at blive taget med på råd og at have en god dialog


Brian Thygesen arbejder som tømrer. Han er en af vores mest erfarne og garvede folk – han har faktisk 20års jubilæum næste år. At han er her endnu efter så mange år, vidner om, at JK Pavilloner er en arbejdsplads, Brian er glad for. Og det er han – han kan både lide arbejdet og kollegerne. Der er en uformel omgangstone, hvor alle kan snakke med alle om alt.


Han oplever også, at de ideer og forslag, han kommer med, bliver taget godt imod. Det kan være forslag til at opbygge et modul anderledes. Han ser det fra en mere praktisk vinkel, når han har værktøjet i hånden, end det projektmedarbejderen ser i tegneprocessen med en blyant i hånden. Det kan være en dør, der skal flyttes eller lukker op modsat vej, da det er mere hensigtsmæssigt, når pavillonen skal tages i brug.


Det er rart med en moderne ledelse, der er lydhør overfor medarbejderne. Der er en god og konstruktiv dialog. Hos JK Pavilloner hersker der en god holdånd – alle er en del af et team, der nyder at fremstille et godt og gennemtænkt kvalitetsprodukt, som kunderne bliver glade for.

Brians arbejdsopgaver består primært i at opbygge pavillonmoduler – gulve, lofter, vægge som bliver monteret (red. sat sammen) i produktionen. Hans knowhow og erfaring er guld værd. Det er også ham, der har fået vores nye tømrer, Mette, under sin vinge, så han kan videregive noget af sin ekspertise.


Arbejdet består i bygge elementer, trække kabler, i sætte døre og vinduer og alt hvad der også er af tømrer-/snedkerarbejde i et almindeligt hus. Med udgangspunkt i de tegninger han får fra projektmedarbejderne (lederen) bliver både store og små pavilloner bygget - ud fra de krav og specifikationer, der nu er fra kunden og som er tænkt med ind i den endelige tegning.


Brian føler sig privilegeret ved at have indendørs tømrerarbejde, når det er regn- og snevejr – man bliver ikke kold og klam som, hvis man må ud i alt slags vejr. En anden fordel, han ser ved sit arbejde, er, at han arbejder med nyt træ – ”det er dejligt!”


Der er i det hele taget nogle gode arbejdsforhold; gode arbejdstider og gode kollegaer – ”vi har det godt, og vi har det godt sammen”.


Familievirksomhed med sjæl siden 1989


JK Pavilloner blev stiftet i 1989 af Jørgen Kristensen. Jørgens kone, Inger, står for bogholderiet og er stadig aktiv i firmaet.


Datteren, Yvonne Kristensen, har været ansat hos JK Pavilloner siden 2006. I 2014 blev hun administrerende direktør i firmaet. I 2019, efter en længere periode, hvor mange formalier har skullet falde på plads, kan Yvonne nu kalde sig direktør og 100 procent ejer af JK Pavilloner. 



Nyt logo med respekt for grundlæggerens passion


Efter 30 år bevæger JK Pavilloner sig over i et univers af origami, hvor fleksibilitet, gennemtænkte muligheder og kreative vinkler er afsættet for hele vores måde at arbejde på.


Vores nye logo symboliserer et klogt og stærkt valg med respekt for grundlæggerens store passion for dyrene og naturen.

JK Pavilloner